Bruno bliver ikke inviteret til nogle af fødselsdagsfesterne i sin anden klasse. Han leger ikke med drengene og bliver aldrig rigtigt “én af pigerne”. Bruno vil ikke have, at hans forældre bekymrer sig om ham, for ham har det altid været sådan. Da Brunos iranske far bliver konfronteret med sin søns anderledeshed, bliver han tvunget til at forholde sig til den.